Smoke + Mirrors 2LP

Påfaldende fraværende fra den lange liste af inspirationer, som Imagine Dragons ofte nævner, er The Killers, det eneste andet rockband fra Las Vegas af betydning. Imagine Dragons nedtoner den glamour, som The Killers fandt så tillokkende, men de deler en smag for det overdrevne, noget der kommer til fuld udfoldelse på deres andet album, Smoke + Mirrors. Større og dristigere end 2012's Night Visions, fanger Smoke + Mirrors et band så beruset af deres pludselige overraskelsessucces, at de har besluttet at hengive sig til alskens overskud. De skruer op for deres karakteristiske stamp – det er der på "I Bet My Life," den første single og en sang, der skal forsikre fans om, at de ikke får noget andet anden gang – men de har også klogt besluttet at udvide horisonten og gribe de muligheder, som andre arena-rockere som Coldplay og The Black Keys tilbyder. På trods af den brautende bulder på "I'm So Sorry" – et Black Keys-nummer frataget enhver fornemmelse af R&B-groove – foretrækker gruppen normalt Coldplays skyhøje følelser, men hvor Chris Martins crew ofte synes fromme, er der en venlig nabo-dreng-kvalitet over Imagine Dragons, der tager luften ud af deres storhed. Sandelig, Smoke + Mirrors er rock så stor, at den er huleagtig – rumklangen fungerer næsten som et femte instrument i bandet – men gruppens alvorlige engagement i det åbenlyst latterlige har sin charme, især fordi de ingen prætentioner har. Dette adskiller ID fra The Killers, som aldrig har mødt en stor idé, de ikke kunne lide. Imagine Dragons kan lide store lyde og store følelser – og hvis de kan mønstre det, store hooks – og engagementet i stil over substans giver dem en vindende charme, især når de beslutter at flette lette elementer af EDM ind på "Shots" (noget der også dukker op på titelnummeret) eller Vampire Weekends verdensrytme-flirten på "Summer." Imagine Dragons sammensætter bevidst deres lyd fra disse tunge drenge i alternativ rock, glatter dem ud til noget letfordøjeligt for masserne, men ligesom mange kommercielt orienterede kombinationer resulterer deres sammensætning af disse velkendte brikker ofte i behageligt mærkelige kombinationer. Disse fyre er skamløse, og det er det, der gør dem sjovere end dine gennemsnitlige arena-rockere. [En 21-spors deluxe-udgave blev også udgivet på LP.]