Born This Way 2LP

Ikke længe inde i den uendelige reklameparade for Born This Way, Lady Gagas andet fuldlængde album og uden tvivl det mest imødesete album i 2010'erne, listede en vis følelse af uundgåelighed sig ind. Det var uundgåeligt, at Born This Way ville være en eskalering af The Fame, det var uundgåeligt, at Gaga ville gå, hvor andre frygtede at træde, det var uundgåeligt, at det ville være større end noget andet album, der blev udgivet i 2011, både i omfang og succes. Gaga har taget det på sig at filtrere de personlige detaljer, der måtte være tilbage i hendes sange, fra, så hun kan skrive hymner for sine Little Monsters, den brogede gruppe af queers, misfits, udstødte og rå unge, som hun kalder sine egne. Uanset hvilken performancekunst-chok Gaga havde på The Fame/The Fame Monster, er det blevet til ren teater. Hendes dramaklub-ambition om at forene rock & roll-oprør med sine discobeats gør Born This Way til Like a Prayer mødt med Bat Out of Hell. Gaga har valgt ikke at grave under huden. Hun er ganske tilfreds med at fastslå sine temaer og lade dem være, idet hun bruger dem som den røde tråd i en 80'er-pastiche sat til et ubønhørligt Eurotrash-puls. Ekkoer af Whitney Houston, Pat Benatar og Bruce Springsteen -- hvis mangeårige makker Clarence Clemons blæser saxofon på to sange --- kan høres i hele albummet, men det er naturligvis Madonna, der er hjørnestenen, idet hun giver Gaga "Express Yourself"-melodien og en pop-præcedens for katolsk skyld. Lady Gaga rekontekstualiserer bevidst Material Girl i en postmoderne collage, og de snedige ligheder giver håndgribelige påmindelser om, at Gaga er arving til diva-tronen. Og Born This Way befæster faktisk hendes position som noget af en pop-visionær. Gagas sande gave er hendes betydelige dygtighed til at levere det grundlæggende. I modsætning til så mange af hendes jævnaldrende klipper og klistrer hun ikke sine numre digitalt sammen, hun konstruerer fra akkorderne og op, og pynter derefter efter behag. Hun opgiver ikke denne sans på Born This Way, men hun tager den for givet og skubber aldrig sine kompositioner eller produktioner ind i uforudsigeligt territorium. Hun serverer det forventede, hvilket kan være ganske tilfredsstillende: "Marry the Night" glitrer med en neonpuls, "Born This Way" har en fjollet selvbevidsthed, "Judas" forvandler "Alejandro" til tårnhøj gotisk disco, hun opnår sin metal-disco-fusion på "Bad Kids," og hun viser endda sårbarhed på "Yoü and I."

Sporliste

A1. Marry The Night
A2. Born This Way
A3. Government Hooker
A4. Judas
A5. Americano
B1. Hair
B2. Scheiße
B3. Bloody Mary
B4. Black Jesus † Amen Fashion

C1. Bad Kids
C2. Fashion Of His Love
C3. Highway Unicorn (Road To Love)
C4. Heavy Metal Lover
D1. Electric Chapel
D2. The Queen
D3. Yoü And I
D4. The Edge Of Glory