Joanne 2LP

Det er svært ikke at se Joanne gennem prisme af Artpop, albummet fra 2013, hvor Lady Gagas ekspanderende berømmelsesballon endelig sprang. Ambitiøst men rodet, debuterede Artpop højt, men styrtede ned til jorden og gik i stå efter den anden single, duetten med R. Kelly, "Do What U Want." Gaga trak sig hurtigt tilbage til kabaretens rammer og indspillede et fint standards-album med Tony Bennett, et træk, der ikke kun gav hende muligheden for at arbejde med en legende, men også signalerede, at hun betragtede Artpop som et skridt for langt: Campen i Cheek to Cheek var elegant, ikke broget, en anerkendelse af, at hun igen var i kontrol med sin joke. Det lagde scenen for Joanne, en smart strømlining af Lady Gaga-personaen, der fungerer som det modsatte af Artpop. Alle overskridelser er skåret væk, mens excentriciteterne bruges som accenter på sange, der normalt er veludførte popnumre. Et par numre kaster et flygtigt blik på countrymusik -- titlen "Joanne" blinker til Dolly Partons "Jolene"; i et andet arrangement kunne balladen "Million Reasons" være en adult contemporary crossover fra Faith Hill eller Shania Twain -- men Gagas fødder forbliver solidt plantet i dance-pop, selv når hun inddrager Father John Misty, Beck, Florence Welch og Josh Homme fra Queens of the Stone Age til samarbejder. Homme co-skrev "Diamond Heart" og "John Wayne," to af de hårdere discosange her, mens Misty hjælper på den jævnt rullende "Sinner's Prayer" -- måske den bedste fusion af country og pop her -- og "Come to Mama," et opstemt tilbageblik til Motown, der finder en følgesvend i Welch-duetten "Hey Girl," en analog slow jam, der flyder i det skinnende lys. Disse, plus det larmende "A-Yo" og onani-oden "Dancin' in Circles," finder ikke nødvendigvis behagelige følgesvende i de ballader, der er strøet ud over albummet, men executive producer Mark Ronson hjælper med at polere Joanne, så det flyder let, hvilket er dets appel. [Joanne blev også udgivet på LP.]